Men hvad er COP, Parternes konference egentligt?

August 4, 2015

Når det drejer sig om klimaændring, er der masser af stenografiske beskrivelser, som skal tydes. Men det vi vil forklare her, er muligvis det vigtigste akronym i 2015— COP eller Parternes Konference.

 

Hvad er en COP?

Lad os begynde med de tørre fakta: en Parternes Konference er ledelsen for en international konvention. Uanset om konventionens mål er at kontrollere brugen af tobak eller kemiske våben, henviser COP til alle de implicerede partere og til den besluttende proces med at behandle konventionens regler og få dem til at træde i kraft. I år er Frankrig vært for FNs 21. rammekonvention om klimaændring, COP (COP 21)— med den målsætning at tage brede og vedvarende beslutninger om, hvordan man skal løse klimaændringen.

Hvordan begrænser COP emissionerne?

Det er kompliceret! Man kan sige, at COP’s resultatliste for emissionsbegrænsninger, der er juridisk bindende, i bund og grund har været ret negativ (i ordets egentlige forstand, når man taler om næsten 200 forskellige lande). Man kunne virkelig godt tænke sig en jurist til at hjælpe med at analysere, hvordan detaljerne i tidligere COP-aftaler er blevet tvunget igennem— i nogle tilfælde har det været op til de enkelte parter at ratificere aftalerne inden for deres egne lande, før de kan gennemføres som global lovgivning.

Under alle omstændigheder gælder en aftale ikke, hvis et land falder fra. Da Præsident Clinton for eksempel underskrev Kyotoprotokollen i 1997 (den første vigtige COP-beslutning om at reducere CO2-emissioner), ratificerede Den Amerikanske Kongres den ikke, og i 2001 afviste Bush-administrationen protokollen helt. Selv da Kyotoprotokollen trådte i kraft (bortset fra USA), var der imidlertid ingen følger for lande, som ikke opfyldte deres emissionsbegrænsninger. I hele COPs historie har miljøforkæmpere ikke overraskende krævet en meget stærkere gennemtvingelse af emissionsbegrænsningerne.

Hvorfor er det så kompliceret?

Principperne for FNs rammekonvention om klimaændring (UNFCC) har lige fra starten krævet, at der blev gjort noget ved klimaændringen på en måde, som afspejlede "fælles, men differentierede ansvar" for de implicerede parter. Sagt med enkle ord, refererer dette til forskellen i historiske emissioner mellem industrialiserede lande som USA og udviklingslande som f.eks. Zimbabwe. Da FNs rammekonvention om klimaændringer, UNFCC, fastlagde sine principper, havde de højt industrialiserede lande udsendt kuldioxid i ca. halvandet hundrede år— ved en historisk sammenligning tegnede lande, hvis økonomi lige var begyndt at vokse, sig for en meget mindre del af den CO2-forurening, som skaber klimaændring.

Hvis man imidlertid ser på den ekstremt komplekse analyse af, hvilket land, der tegner sig for hvilken procent CO2-emissioner, var forhandlingerne om, hvilke lande, der bør begrænse hvilken mængde emissioner— og hvor mange ressourcer der bør være til rådighed for udviklingslandene til at tilpasse sig problemerne i forbindelse med den klimaændring, som de industrialiserede lande har skabt— naturligvis meget belastede.

Er der sket noget fremskridt?

Det korte svar er ja, men det har taget næsten 20 år. Under Kyotoprotokollen havde ikke-industrialiserede lande lov til at fortsætte med emissionerne og forøge deres økonomier. Det var de mere industrialiserede lande, der skulle bære den tunge byrde med at reducere emissionerne. Med USA, der sprang fra og en hurtigt voksende kinesisk økonomi, der begyndte at fremstå som den største kilde til CO2-forurening i verden, var det indlysende, at der var behov for en ny rammeaftale.

Der blev fremsat en ny traktat i 2007 i Bali, hvor USA indvilligede i yderligere forhandlinger. I 2009 i København enedes alle parter for første gang om at begrænse emissionerne— og klodens største økonomier var forenet med et fælles mål. Hvad der ikke blev besluttet noget omkring, og som der stadig forhandles om, er hvordan parterne vil gennemføre de emissionsbegrænsninger, som blev vedtaget i 2009.

Hvad skal COP 21 beslutte?

Videnskaben om klimaændring er helt klar. Hvert år oplever vi nye rekordhøjde temperaturer i verden, og flere og flere undersøgelser advarer om klimaændringens indflydelse på den offentlige sundhed og økonomi. Mange af COP-landene har allerede sendt deres Tilsigtede nationalt bestemte bidrag (INDC’er — akronymerne spøger stadig!) og anført deres emissionsreduktioner. På Paris-konferencen skal alle landene gøre klart, hvor meget de vil nedskære emissionerne, og forhandlerne gå i gang med at udtænke det, vi alle håber vil være en klar og tydelig plan for at nå disse mål— herunder en ordning til at give finansiel støtte til udviklingslandene, som kæmper for at nå disse mål, mens de tilpasser sig det ustabile vejr på grund af klimaændringen.

Hvad kan vi gøre for at påvirke COP?

Uanset hvad, bør vi holde verdens ledere under pres for at få dem til at forpligte sig til 100 % vedvarende energi inden 2050— og det kan du gøre ved blot at underskrive Avaaz-underskriftsindsamlingen nedenfor.